9. april 2020

Skab håb


Som en lektor Blomme har coronaepidemien lagt sig tungt hen over en hel verden og dømt foråret 2020 til at blive det mest forsømte forår i mands minde. Det forsømte er at spore i hver en krog af det menneskelige liv og det er næsten ikke til at bære. Ikke alene må vi af sundhedsmæssige årsager undvære at mødes i valgmenighedskirken og fejre påske sammen. Det er slemt, men dog til at bære, fordi enhver gudstjeneste – påske eller ej – forkynder påskens budskab om håb og opstandelse. Det værste er de unges forsømte forår. Hver gang regeringen har udmeldt nye tiltag og forlænget lukning er et lys blevet slukket i deres øjne. Det er ikke til at bære, at efterskolebarnet ikke får sit forår med sang og leg og fjolleri, som det har glædet sig umådeligt til – ligesom det ikke er til at bære, at årets studenter må lægge låg på sig selv – at vi ikke skal se dem storme ud og købe øl og drage af sted med høj musik til sommerens festivaler. Det er ikke til at bære og desto mere frustrerende er det, at der ikke er nogen lektor Blomme at lade det gå ud over! Der er ingen mening med alt det, der sker omkring os lige nu. Coronaepidemien har ingen mening.

Og så sker det alligevel, at noget godt og håbefuldt presser sig igennem, som f.eks. den anden dag, da jeg sammen med vor graver stod og småsludrede på P-pladsen foran valgmenighedskirken. En moden dame og kær nabo kom spadserende forbi med sin cykel, som var tæt pakket med blomsterløg og en stor papkasse på styret. Graveren og jeg var netop i gang med at tage mål til valgmenighedskirkens påsketiltag – et ’skab håb skab’. Herom senere. Som op af den tomme papkasse trak den spadserende cyklist uden videre et digt at Nis Pertersen, som ramte lige i det nævnte skab:

"Men bedst som byrden
- vi ved, det sker!
næppe er til at bære mer`,
kommer en kraft af barmhjertighed og virker
at byrden kan kastes ned"

Og det er lykkeligvis sådan det er: håbet trænger sig på. Måske mere nu end i normale tider. Sikkert fordi vi har hårdt brug for, at noget trodser hele situationens meningsløshed og magtesløshed – stiller sig op og peger ud over det uudholdelige og ubærlige. Der er ikke nogen fornuftig begrundelse for – endsige forklaring på, hvorfor håbet sætter sig igennem, men det er en Guds lykke, at tilværelsen er sådan indrettet, at håbet trænger sig igennem.

Og derfor har vi også sat et helt særligt skab op foran valgmenighedskirken. SKAB HÅB hedder skabet. Enhver er velkommen til at kigge ind i skabet, bede en bøn, skrive en bøn, tegne et håb. Tanken er at skabet skal skabe og opbevare håbet, så man kan gå herhen og genfinde det, hvis det skulle hænde at blive væk. Det er naturligvis en ringe erstatning for påskegudstjenesterne, men det er en måde at minde hinanden om det, som bærer os og pludselig kan ramme, som en kraft af barmhjertighed.

Gennem tiden har håbet været båret af vores fælles erindring, fortællinger og traditioner. Erindringen er en stor rodekasse af gode historier og jo ældre man bliver jo flere historier er der at trække på og dele ud af. Kirken er et gammelt hus, som man siger, og her findes de ældste og allerbedste fortællinger om håb. De fortælles til overflod her i påsken. Således i dag -  skærtorsdag. Dagen hvor vi mindes Jesus sidste måltid med sine disciple. Han vidste, at han kun havde få timer tilbage, før han skulle dø. Han vidste at hver handling derfor havde den største betydning - at han måtte fatte sig i korthed og forsøge at sige det vigtigste. Sige og gøre noget de kunne leve videre på. Noget der rakte ind bag døden og gav håb og mod. Først vaskede han deres fødder, som billede på, at han var deres tjener og de i fremtiden skulle være hinandens tjenere – bærer kærligheden videre. Dernæst indstiftede han nadveren, som et billede på kærlighedens fællesskab. Hver gang vi siden har fejret nadver, hvad enten det er i kirken, på plejehjemmet, ved sygelejet eller andre steder, da bliver vi mindet om, at vi ikke skal frygte – heller ikke når sygdom og død truer. Vi kan sørge og miste og lide så det føles ubærligt. Vi kan græde over et forsømt forår og uindfriede forventninger, men vi behøver ikke at frygte, for Gud dækker bord for os, lige midt i det der gør ondt og ikke er til at bære.

Den fortælling har nu trængt sig igennem i 2000 år og blevet til et levende håb for millioner af mennesker – en kraft af barmhjertighed.