5.april 2020

Palmesøndag

 
Det er palmesøndag. Jesus ridder ind i Jerusalem. Det er tydeligvis ikke coronatid og blive-sikkert-hjemme-tid. Folk slipper alt de har i hænderne - uden at spritte af, stormer de ud i gaden, stimler sammen, jubler, skærer grene af træerne og tager deres jakker af og lægger dem på vejen foran ham, så han kan ride lige så blødt og venligt som han kommer. Folkene i byen har hørt om den ridende og de kender profetien fra de gamle skrifter: at en konge skal komme, sagtmodig ridende på et æsel. Og sagtmodig er lige det denne rytter er – ordet er gammelt og betyder alt rart fra den venlige skuffe: stilfærdig, stille, blid, forsonlig, fredelig, godmodig, beskeden, tålmodig. Jublen har denne dag ingen grænser. Men der går ikke mange dage, før mange er trætte af det med sagtmodigheden. De forstår, at han ikke har tænkt sig at indfri deres inderste hede drømme om magt og overherredømme. Få dage efter gør de sig klar til at hænge ham op på et kors, som en skamstøtte for alle deres knuste drømme.

At de tog fejl, viser fortællingen som hører til palmesøndag hver andet år – og altså i år. Her fortælles historien om Jesus, der på en vandring kommer forbi Betania – en lille by, der dengang lå uden for Jerusalem. Her går han ind i Simon den spedalskes hus. Det lader ikke til at optage Jesus det fjerneste, at han kan blive smittet. Han går frit ind i huset og spiser med. Mens han sidder dér kommer en kvinde og salver hans hoved med en vanvittig dyr olie. Også hun bryder alle regler. Hun, både en fremmed og en kvinde, går ind i den syge og formentlig også meget fattige Simons hus og hælder en olie, der svarer til en årsløn betalt i den dyreste parfume, over Jesu hoved. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det ville svare til i dag. Men mon ikke handlingen i sig selv gør indtryk her midt i en coronatid, hvor vi har vænnet os til at gå forbi alle de steder, hvor vi engang, i noget der ligner en fjern fortid, færdedes frit?
Sjovt nok – eller paradoksalt nok, så betyder påske faktisk ’at gå forbi’. Det kommer fra det hebraiske ord pesach, som betyder ’at gå forbi’. Kvinden kan uden tvivl sin bibelhistorie og kender den uhyggelige baggrund for den jødiske påskefejring, som har rødder tilbage til israelitternes og den tiende plage, hvor Moses på Guds befaling strøg blod fra et nyslagtet lam på jødernes dørstolper, så dødsenglen om natten gik disse døre forbi og ikke slog den ældste søn i huset ihjel som i de ægyptiske huse. Det var en grusom nat. Farao, der selv var far, kunne ikke udholde det og smed israelitterne ud af landet. Denne uhyggelige historie er kvinden vokset op med og måske har den altid været en sten i hendes sandal. I hvert fald er der noget der tyder på, at hun i Jesus ser en helt ny forståelse af Gud. En Gud, som hun har længtes og sukket efter. En Gud, som netop ikke går forbi, men uden frygt, stilfærdig, stille, blid, forsonlig, fredelig, godmodig, beskeden, tålmodig, modig og åben går ind i livet, møder mennesket, der hvor det er, for at vise, at Gud er der, hvor ingen andre tør være. For at vise at livet koster livet. Det er derfor hun hælder den dyre olie ud over hans hoved, fordi intet mindre kan gøre det. Hun må ofre alt, fordi han ofre alt. Fordi han på alle måder og med hele sit liv viser, at han vil være der, hvor mennesket er. Koste hvad det vil!
På en afstand af 2000 år har historien en overraskende nyhedsværdi, som har stof nok til mange timers åndelig fordybelse her i en påskeuge, hvor vi for første gang nogensinde må gå forbi kirkens dør uden at kunne komme ind. Det er både forkert og rigtigt på en og samme tid. Med kirken og med mennesker vi kender og ikke kan besøge, er der i disse tider kun det trøstende ord at sige, at det at gå forbi, ikke er det samme som at forbigå. Det sidste er det værste og det har vi, udgangsforbud eller ej, altid mulighed for ikke sker.