22. marts 2020

Midfaste søndag

Denne morgen var den dejligste morgen i hundrede år … hvis det ikke lige var for det fortvivlende faktum, at hele verden er gået i ufrivilligt hi, og fordi vi i dag ikke har kunne afholde gudstjeneste og generalforsamling. Ingen kirkeklokke ringede til gudstjeneste og der var ikke sang og munter snak over morgenbordet før dirigentens slag med taktstokken og formandens beretning om året der gik. I stedet fik vi denne morgen en hilsen på mobiltelefonen fra politiet, som advarer mod at mødes under solen og stå tæt. Hold afstand. Pas på. En virus farer rundt i verden og vi ved ikke hvorhen og hvor voldsomt det bliver, men vi fornemmer stærkt, hvor ustyrlig den er og hvor hurtigt den kan rive vores gode tæppe af tryghed og frihed væk under os. Det giver stof til eftertanke og det er der masser af mulighed for i denne coronatid.

Skønt I ikke kunne være her til at gøre dagen festlig, så gik jeg over i valgmenighedskirken og satte mig foran vores smukke alter, som uden dikkedarer, bare ligefremt, enkelt og smukt peger bag om frygt og ængstelighed og hen på håb, tyngde og glæde. Bag den sejrende Kristus, som står på alteret, hænger verdens muligvis største og tungeste kornaks. Kornakset vejer 400 kg. Så tungt et kornaks kan imponere de fleste. Skolebørn på besøg i kirken er helt med på, at så stort og tungt et kornaks må betyde noget vigtigt. De forstår naturligvis, at det er symbol på det brød vi i helt konkret forstand ikke kan undvære. Men de forstår også, at det er symbol på andet og mere end mæthedsfornemmelsen i maven. At det er symbol på Guds kærlighed – på det, der holder os sammen – og i omvendt forstand: symbol på, at vores liv kan trues, selvom vi ikke sulter. Vidste vi det ikke før, så ved de fleste i hvert fald nu, hvor vi har set skrækscenarier fra Italien, at vores liv i helt håndgribelig forstand, trods rigdom og velfærd, er skrøbeligt og når som helst kan vendes på hovedet.

Det er i dag midfaste søndag og normalt ville teksten fra Johannesevangeliet kapitel 6 vers 24-35 blive læst i landets kirker. Her møder vi Jesus i en af de samtaler, hvor alt det overflødige er skåret væk. Uden dikkedarer siger han: ”Jeg er livets brød, den der kommer til mig skal ikke sulte og den, der tror på mig skal aldrig tørste”. Brødmetaforen er ikke grebet ud af den blå luft. I bibelen er der utallige fortællinger om brød. Tænk bare på brødet, som Gud, i form af mannakorn, lod regne ned over isrealitterne i ørkenen, da de flygtede fra slaveriet i Egypten. Eller det under Jesus mange århundreder senere gentager, da han bespiser 5000 mennesker med 5 bygbrød og et par små fisk. Ja, det brød, som han den sidste aften lader være et billede på sit legeme. Det legeme som vi under nadveren modtager og i Valgmenighedskirken er fremstillet, som et stort kornaks – det ultimative billede på Guds kærlighed, der deles iblandt os, så vi kan give det videre. Det må siges at være en ret stor mundfuld – men ikke i disse tider, hvor vi tydeligt fornemmer, hvor hårdt brug der er for at give en lille resistent virus kamp til stregen og sprede glæde, håb og mod i samme grad og gerne hurtigere end det lille monster. Ja, sprede de håbefulde ord om, at før vi elsker, er vi elsket; før vi fejler, er vi benådede; før vi svigter, er vi tilgivet; før vi glemmer, er vi husket; før vi farer vild, er vi fundet; før vi giver, har vi fået. Det er det brød vi lever af - spred det til håb, mod og glæde.