17. maj 2020

UNDER REGNBUEN

På ’SKAB HÅB’ skabet, som siden påskeugen har stået ved Valgmenighedskirkens vestvæg, havde et barn malet en regnbue og nedenunder skrevet de håbefulde ord: det bliver godt igen. Skabet med håb er nu sat til side og håbet er for så vidt blevet levendegjort. Coronaens smittende sporer er på tilbagetog og faren drevet over for denne gang. Samfundet åbner gradvist op. Kirkerne åbner op og vi kan igen mødes til gudstjeneste – på de gældende vilkår, som Kirkeministeriet stadig ikke har kundgjort.

Det bliver godt igen. De ord indleder Johannes også sit evangelium med. Han bruger andre ord, men allerede fra begyndelsen afslører han, at det ender godt: I begyndelsen var ordet - det blev født ind i verden - det blev menneskers lys og mørket kunne ikke udslette det. Johannes indledning til sit evangelium er som en regnbue, der spænder et rum af håb ud over selv de mest dramatiske og ubærlige situationer. Selv når Jesus bliver pisket, tornekronet og korsfæstet sammen med to røvere, så blodet flyder, de gode græder og de onde ler, da spænder tonen fra begyndelsen sin bue ud og minder os om, at vi ikke skal frygte, for det ender godt.

Det ender godt. Det er evangeliet. Kort fortalt. Men Johannes er ikke naiv. Han er realist. Han vidste at regnbuen, som digteren Poul Borum har sagt, er spændt ud mellem tryghed og udsathed. Mørket findes. Grusomheden findes i en grad, så også sindet kan formørkes. Men Johannes havde en ukuelig tro på, at i kraft af Jesu opstandelse, da er mørket besejret og lyset har vundet. Døden er overvundet. Sejren er Guds. Det er fortegnet og det vi lever på. Det er også det vi mødes af, hver gang vi træder ind i valgmenighedskirken. På alteret står den sejrende Kristus og spænder triumfbuen ud som var det en regnbue. Vi kommer med hver vores liv og tanker flaksende mellem tryghed og udsathed, men altid bliver vi mødt af det samme budskab: se, jeg løfter buen op, så du kan se, at jord og himmel hænger sammen og lyset og kærligheden er kommet til verden.

Barnet, der malede den fine regnbue på skabet tænkte nok hverken på triumfbue eller Johannesevangeliets dybder, da kridtet kradsede hen over den ru flade. Men regnbuen blev tegnet ud fra et håb og en fast overbevisning om, at det ville blive godt igen. Det var et herligt livsglad budskab at få, når man midt i den uvisse coronatid passerede skabet.

’Herlig’ er netop også det ord, som i dagens evangelium udfoldes på alle tænkelige måder. Ordet indgår i Jesus sidste bøn, som han beder den sidste aften han er sammen med sine disciple. Forud for bønnen har Jesus fortalt disciplene at han skal dø, men at de ikke skal miste modet, for Gud vil sende sin Ånd, talsmanden, som skal hjælpe dem i tiden der kommer. Disciplene forstår det ikke og slet ikke, at hans død skulle have noget herligt over sig. Men Johannes fortæller jo heller ikke sit evangelium til dem, men til alle efterfølgende generationer af mennesker, som han vidste ville komme til at miste modet, være bange og frygte. Derfor var det så afgørende for ham at bringe det budskab ud i verden, at manden på korset ikke er en taber, men derimod en vinder. Korset står fast på jorden og løfter hele skaberværket op i en herlig bue, som en kæmpestor manifestation af, at livet og sandheden holdes oppe af en kærlighed, hvis vej går gennem døden.

Vi kan ikke se på korset uden også at se, at det er gennem korset, at Gud rører jorden. Dette har altid forstyrret mennesket – både i dets tryghed og i dets frygt. Fået det til at vove lidt mere end det turde. Fået det til at overskride en selvbeskyttende  grænse for at hjælpe et andet menneske. For livets og kærlighedens skyld. Når Jesus beder sin sidste bøn for de bange disciple, så er det også en bøn for os – en bøn om, at vi må vil lade os favne af Guds kærlighed og ubange leve vores liv i den overbevisning, at det ender godt.