10. maj 2020

SANDHEDEN SKAL GØRE JER FRIE

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«

 

75 året for Danmarks befrielse faldt, med et par dages forskydning, sammen med beskeden om genåbning af samfundet efter to måneders nedlukning og coronaskjul. Pudsigt nok falder disse to frihedsbudskaber sammen med et tredje frihedsbudskab, som lyder i søndagens evangelium, hvor Jesus siger de berømte ord om, at sandheden skal gøre jer frie. De tre former for frihed har hver sin historie og hver sin betydning og kan ikke uden videre sammenlignes.  Alligevel fik frihedsbudskabet i år ekstra lydhørhed og lysene i vindueskarmen den 4. maj brændte i ekstra mængde. Ikke kun fordi det var 75 året for fejringen af befrielsen, men også fordi den aktuelle nedlukning og isolation har givet anledning til at eftertænke betydningen af frihed og befrielse.

Den østrigske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein sagde engang, at ord kunne blive så slidte, at de burde sendes til rensning. Efter rensningen kunne man så se, om der overhovedet er noget tilbage. Sådan et ord er frihed. Ordet er blevet brugt og dyrket til så meget og så unuanceret, at sko, T-shirts og shampoo lige pludselig er blevet garant for en frihed, der ikke har meget at gøre med den åndelige og politiske, som nogen engang og stadig går i døden for. Som alle kriser gør, vil coronakrisen sikkert skubbe lidt til os. Måske vil den også skubbe lidt til vores opfattelse af frihed – rense og vaske friheden, så den kan få lov at træde frem uden at være cremet ind i shampoo og kælne ord om, at lige præcis dette og hint produkt vil sikre min frihed. Det kunne være forfriskende.

En af dem der altid er forfriskende at lytte til er Jesus, fordi han ikke er bange for at sende ord, opfattelser, tanker, vaner, idéer og opfattelser en tur på renseriet. Her på den 4. søndag efter påske er det så friheden der sendes til rensning. Til en lille flok jøder, som var kommet til tro på ham, siger Jesus ordene om, at kun sandheden vil gøre dem frie.  Det faldt ikke i god jord. Jøderne betragtede bestemt ikke sig selv som ufrie. De var jo ikke slaver.  De var børn af Abraham og frie. På samme måde ville vi svare: vi er danskere og lever i et frit samfund og har vores frihed til at indrette os som vi vil. Du skal ikke komme her og bilde os noget andet ind. Men Jesus taler ikke om den formelle frihed, men om den frihed der kommer af at være løst fri af sin egen bundethed. Løst fri af egne tankestrømme,  handlinger og bekymringer, som binder og fanger mennesket i ufrivillige mønstre.

Forleden blev Niels Hausgaard i et avisinterview spurgt, hvad han mente coronakrisen kunne gøre os klogere på. Med vanlig behersket optimisme svarede han, at han håbede på, at krisen vil lære os at møde os selv på tomandshånd i stedet for at flygte ind i let underholdning og grådighed, som har det med at tage magten fra os. Det ligger tæt på Jesu håb for menneskeheden. At vi må lære sandheden bedre at kende – stole på hans kærlighed og tilgivelse. At der heri ligger en uendelig befriende frihed, som ikke binder os til andet end hans kærlighed. Det er en frihed og et ansvar, som kan være svær at håndtere. Ofte griber vi hellere efter blanke ting og skubber den anden væk fra det det vindues paradis vi har udset til os selv. Friheden har trange kår. Også i fredstid.

Coronakrisen kan være en god anledning til at få sendt sin egen opfattelse af friheden til rensning. Måske dukker en ny betydning frem, når det kommer tilbage igen. Måske et længere perspektiv. Et perspektiv, der går ud over den krise og mistrøstighed man måske oplever i disse uger. Et perspektiv, som på trods af alle dødsfaldene og de nedslående økonomiske udsigter, kan sætte os fri af det, der binder og gør os ufrie. Hvor herligt ville det ikke være, hvis vi kunne bruge de erfaringer vi gør os i disse måneder til at pege på, hvad der virkelig betyder noget og binder os sammen. Og hvad vi ønsker skal binde os sammen i den fremtid, der ligger og venter på os et sted ude i horisonten.