VED VEJEN

Et tomt busstoppested ved en tom landevej. Ingen venter på bussen. Ingen biler passerer på vejen. Vidste man ikke bedre kunne man komme på den tanke, at Poul Anker Bech må have fundet sig en plads ude ved landevejen mod Brønderslev og med sit Hovedvej A14 sendt os levende en besjælet tanke her midt i en coronatid. Men maleriet er fra 1978 og hører til i en hel anden tid. Ikke desto mindre rammer det lige ind i denne mærkelige tomme og lukkede tid og sender en hilsen med en åbning!

Mange kender maleriet og har sikkert stået foran det og faldet i tanker over motivet. Måske har man set vejen som et billede på livet. Set busstoppestedet som et billede på det ventende menneske. I overført forstand sidder hele jordens befolkning i disset tider inde i Poul Anker Bechs busskur og venter på bussen. Som på billedet sker der ikke meget. Vi foretager os det vi skal og passer det vi skal, men fornemmelsen af at være på vej, føle asfalten under hjulene og pulsslaget i hjertet mangler vi. Fra busstoppestedet kan vi se ud over de åbne marker og vestenvinden der slider træerne skæve. Intet bevæger sig i dette landskab. Og så alligevel… foran os på vejen ligger noget farverigt og tiltrækker sig opmærksomhed. Hvad er det? Måske er det et sammenkrøllet chokoladepapir kastet bort i kådhed af et menneske, som engang i en fjern fortid, cyklede her forbi med friheden syngende i hjulene og en åbne verden dansende for sit blik? Poul Anker Bech gav aldrig noget svar på, hvad den farverige plet er. Men den åbner unægtelig for fantasien. Ligesom busskuret, der med sit sorte indre minder om et fortegnet nøglehul – et kighul til en anden verden.

At falde i tanker over det billede midt i en coronatid er ikke det værste man kan foretage sig. Ligesom det aldrig er værst at træde væk fra vejens tummel og-eller tomhed og lade blikket vandre i en anden retning. På mange måder er det det kristendom handler om – ikke at søge uvirkelige veje, men at søge andre veje end den slagne. Det er tankevækkende at den person, der giver kristendommen sit navn, Jesus Kristus om sig selv siger, at han er vejen, sandheden og livet. Når han siger det kan det godt vække lidt uro, for ordene giver jo ikke noget sikkert svar. Her er som på Hovedvej A14 intet skema over hvornår bussen går og kommer. Her er blot en åbning, som åbner ind til en ny åbning, som åbner ind til en ny åbning og så fremdeles. Her er intet inderste rum, hvor timeplanen og sandheden står skrevet på endevæggen. Ingen kan blive stående på vejen og gøre sig til profet eller dommer på sandhedens vegne. Sandheden er i vandringen på vejen, som hele tiden leder mennesket ind i nye åbninger, nyt nærvær, nye dybder og underen over Guds hemmelighedsfulde liv og væsen. Det kan godt være foruroligende, ligesom en farverig plet på vejen og et tomt busskur uden køreplan kan være det.

I Johannesevangeliet kapitel 14,1-11, som er evangeliet til 3. søndag efter påske, fortælles om foruroligede disciple. Det er den sidste aften de er sammen. Disciplene ved, at de er nået til vejs ende i deres vandring med Jesus. De ved ikke, hvad der skal ske i morgen og de er ængstelige. Jesus prøver at løfte stemningen med de trøstende ord: Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig. Han fortæller, at der er mange boliger i hans fars hus og at der også er et sted for dem. Han fortæller, at han må forlade dem - at de ikke kender vejen, hvor han nu må gå hen, men at han er vejen, sandheden og livet. De forstår ikke, hvad han mener. Thomas siger det ligeud, at de jo ikke kender vejen – at de uden Jesus vil tabe målet af syne og fare vild.

Mens de havde vandret med ham, havde de tydeligt set målet for sig. De havde hørt Jesus tale om sin fars rige, men nu var han begyndt at tale om sin egen død og om den lidelse, der skulle komme. Det var langt fra, hvad de havde forestillet sig. Det var et nederlag og i tankerne begyndte de at opstille nye mål for fremtiden – mål, der blandt andet drejede sig om deres egen sikkerhed, hvis det skulle komme til arrestation. Så hvis Jesus før havde været den, der viste dem vejen, så stod han nu nærmest i vejen. Ligesom en pludselig sygdom hos os selv eller en af vore nærmeste og forældre kan stå i vejen. Eller en fæl virus kan stå i vejen for vores planer – vores mål.

I denne tid har vi alle været nødt til at skrue ned, ja lukke ned for planer, mål og drømme og på den måde står vi alle i busskuret ved Hovedvej A14 og venter. Det er frustrerende, men mange mærker alligevel, at den uventede situation har åbnet for andre værdier. At der i vejkanten er masser af små sten at snuble og gruble over. Det er nok ikke helt dogmatisk korrekt at sige, at kristendommen er en snublesten, men måske er det sådan, at vi alligevel snubler os til de største erkendelser i livet. At det med tro måske er sådan, at vi må give slip og overlade målet til Gud og selv følge alle de afbrudte veje, et liv består i og i særdeleshed lige nu består i. Følge dem og stole på at selv tomme busskurer og snublesten gemmer på sandheder, som langs vejen åbner for nye erkendelser, nye indsigter.