26. april 2020

Beskyttelse

På Sæby lystbådehavn står en stor hvid frue og skuer ud over vand og ind over land. Det er Fruen fra havet – en dobbeltsidet galionsfigur, lavet af den norske kunstner Marit Benthe Norheim. 880 børn fra skoler og børnehaver i Sæby Kommune har lavet små beskyttelsessymboler, som er sat ind i fruens enorme skørt. Figuren er dels inspireret af Henrik Ibsens skuespil af samme navn, som handler om en kvinde, der længes væk, men er fanget af lillebyens snæversyn. Dels er figuren også inspireret af Jomfru Maria, som er Sæbys skytshelgen. Inde i Sæby Kirke kan man se et kalkmaleri af Jomfru Maria, hvor hun holder sit blottede bryst frem som beskyttelse og lader menneskets søge tilflugt under hendes kappe. Det samme billede kan ses i Vrå Sognekirke, som er malet af samme værksted kort tid før reformationen.

Fruen fra havet på lystbådehavnen i Sæby symboliserer på én gang det lyse og det mørke, det ind- og udadvendte, fortid og nutid, begyndelse og slutning. Det mest overraskende ved figuren er dog de mange hundrede forskellige forestillinger om beskyttelse børn har sat ind i skørtet. Her er alt fra hjerter til bamser og supermænd, Guds hånd, døbefont og kors. Betegnende for dem alle er, at de er udtryk for børns håb om beskyttelse og tryghed – det, der hjælper dem, når de føler sig utrygge og stærke kræfter inde i og udenfor dem selv viser sig fjendtlige og mørke.

Fruen fra havet udtrykker med al tydelighed, at selvom vi har blikket rettet i både den ene og den anden retning, så kan vi ikke styre verden og have vished og klarhed om alt. Der er en vis usikkerhed hæftet ved det at leve. Denne usikkerhed har mennesket til alle tider haft det svært med. Derfor gør vi alt for at sikre os. Helt aktuelt oplever vi det i form af nedlukninger, afstand, sprit, handsker og mundbind.

På Jesus tid var mennesket også optaget af at sikre sig. I evangeliet til 2. søndag efter påske møder vi Jesus en vinterdag på tempelpladsen. I Salomos Søjlegang støder han på en flok ’jøder’. Luften er fra begyndelsen kold – både i bogstavelig og overført forstand. ’Jøderne’ vil have sikkerhed. De vil vide om Jesus virkelig er Kristus. De vil have beviser. Et lille mirakel ville bestemt ikke være af vejen. Men Jesus giver dem ikke det svar de søger, fordi et spørgsmål af den karakter ikke kan svares med et ’ja’ eller et ’nej’. Svaret må nødvendigvis involvere dem selv, deres liv, deres vilje og mod til at følge Jesus på den vej, som ingen med sikkerhed ved, hvad vil bringe, men som han giver dem et løfte om, vil være en vandring, hvor han som en hyrde vil passe på fårene, så de aldrig vil gå fortabt eller rives ud af hans faders hånd. ’Jøderne’ (sat i citationstegn fordi de her er billede på alle mennesker) hopper ikke på Jesu svar. De har ingen ambitioner om at være får og følge en hyrde. De er jo ikke dumme, men ansvarlige voksne, der træffer bevidste valg. Det er ikke noget for dem at gå med ind på sådan en usikker vej. De søger en stabil magt, der kan give sikre retningslinjer.

Midt i en febril coronatid, hvor ingen ved hvilken vej det går og hvor vi alle har indgået en historisk samfundskontrakt om at følge regeringens beskyttelsesstrategi ville det være helt hen i skoven, hvis regeringen pludselig begyndte at male bibelske beskyttelsesbilleder op for os, som næste strategi. Alligevel kan den bibelske beskyttelse forære os et befriende billede på hele den gebrækkelige situation, som i tiltagende grad lægger sig over os som et tæppe af træthed og apati.

Når Jesus bruger billedet med hyrden som fårenes beskytter, så er det for at minde os om, at  beskyttelse i Guds forstand er at have en levende stemme at lytte til, at orienterer sig efter og følge i et landskab, der kan se nok så usikker, lukket og øde ud. Guds stemme – hyrdens stemme taler til os gennem fortællinger, salmer, lignelser og meget mere, for at skabe billeder på håb, for at åbne vej til nye erkendelser, nye indsigter, nyde udsigter.

Som børnene i Sæby ved Jesus godt, at livet er en uvis affære og kravet om vished ikke kan opfyldes medmindre naturligvis man i sikkerhedens og vishedens navn sætter sig for at skærme hele livet af. Det ville være den visse død og ikke den Guds hensigt, som påskemorgen sprængte dødens jerngreb med liv og opstandelse.

Derfor er det også så fantastisk befriende og ligefrem vederkvægende, at søndagens gammeltestamentlige læsning er den smukke salme 23, som fremmaner en atmosfære af ro og stabiliserende kraft, hvor alt ligger åbent hen og hvor Gud er lige så levende og nærværende som den gode hyrde:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.